Kinesisk, B

Tilbage til søgning
Pris: DKK 1.400,00

Om faget

I faget kinesisk på B-niveau får du færdigheder i at forstå hovedindholdet af talt kinesisk som dagligdags kommunikation om kendte, studerede emner. Du lærer at udtale kinesisk forståeligt og at bruge et grundlæggende ordforråd. Til støtte for sprogindlæringen bruges mediebaseret materiale. Undervisningens faglige niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse. Du lærer også at oversætte læste tekster, der ikke indeholder særlige vanskeligheder, og at benytte relevante hjælpemidler som fx ordbøger og it-baserede programmer. Du træner udtale og intonation gennem udtaleøvelser og indlærer basale dele af kinesisk grammatik. Du vil få et aktivt skrifttegnsforråd på ca. 100 centrale kinesiske ord. Sammen med den sproglige del af undervisningen får du en grundlæggende viden om kulturelle og samfundsmæssige forhold i Kina. Der inddrages supplerende stof i undervisningen, fx i form af film, billeder/kunst, musik, dans og dramatik. Undervisningen begynder med at være overvejende lærerstyret og bliver mere selvstændig, efterhånden som du bliver bedre til sproget. Det mundtlige arbejde er organiseret i tre større emner, og arbejdet med kultur og samfundsforhold er integreret i emnerne. Skriftligt arbejder du med at lære et begrænset antal skrifttegn i hånden og på kinesisk tekstbehandling. It indgår i undervisningen i form af fx glosetrænings- og andre sprogprogrammer, informationssøgning og -formidling. Eksamen: Eksamen består en mundtlig prøve. Prøven varer ca. 30 minutter, og du får ca. 1 times forberedelsestid. I forberedelsestiden må du benytte alle hjælpemidler med undtagelse af kommunikation med omverdenen samt brug af internettet og oversættelsesprogrammer. I første del af prøven præsenterer du et selvvalgt emne på kinesisk med materiale, som du har udarbejdet på forhånd. Derefter fører du en samtale med udgangspunkt i en kendt tekst på ca. 1 side, som du trækker ved eksamen.

Adgangskrav

Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.
Du kan altså ikke blive optaget, hvis du kommer direkte fra 10. klasse, hvad enten 10. klasse er taget på en folkeskole eller anden institution.
For at blive optaget på udvalgte fag, skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer.